I slutningen af maj 2012 åbnede Claus Meyer sammen med sine gode venner Michael og Tin Pang-Larsen namnam, et singaporeansk spisested med plads til 88 spisende gæster.
Den fælles glæde ved mad, gode råvarer og krævende tilberedningsteknikker har været med til at skabe det nu mangeårige venskab og den gensidige respekt mellem Claus Meyer og det dansk singaporeanske ægtepar Michael og Tin Pang-Larsen, der længe drev den uhyre populære restaurant Nams Kusine i Dragør.
namnam har fået sit navn fra kultfilmen “The Party” fra 1968, hvori Peter Sellers spiller inder og under festen fodrer en papegøje, mens han med fed indisk accent siger: ”Birdie namnam”.
namnam serverer Peranakan-klassikerne Laksa, Poh Pia, Beef Rendang og Ikan Panggang og Singapore gadekøkken-highlights som Roti Prata, Chilli Crabs, Fish Head Curry og Gado-gado. Det hele let opdateret og iblandet Nams Kusines lynstegte Svin med Tamarind, ananas og palmesukker, Pepper Crayfish, Macapuno kokosflødeis med kokospalmesukker-sirup med friske pandanblade og favoritterne fra Hang Roast ovnen. Menuen skifter flere gange i løbet af året. Det gør vores sambalproduktion til gengæld ikke: den foregår nemlig i Singapore og Malaysia, hvor råvarerne er helt friske, og hvor Tin Pang Larsens søstre hjælper med den møjsommelige proces, det er at fremstille den brede vifte af Nyonya Sambals, der udgør rygraden i namnams køkken.
PERANAKAN-KØKKENET
Peranakan-køkkenet, også kaldet Nyonya-køkkenet, er en smeltedigel af forskellige artede dufte og smage fra en række af de mest interessante asiatiske køkkener. Køkkenet har sin oprindelse i 1500-tallet, da Kinas kejser sendte handelsekspeditioner igennem Malacca Strædet. Nogle af de udsendte bosatte sig på strædets østlige kyst og giftede sig med Malay-kvinder. Efterfølgende giftede efterkommerne sig kun ind i andre familier med samme baggrund. Denne nye kultur kom til at hedde Peranakan-kulturen, hvori mænd refereredes til som Babas og kvinder som Nonyas. Peranakankøkkenet har i mere end 500 år fusioneret traditionelle kinesiske råvarer og tilberedningsmetoder med krydderier og andre ingredienser fra Singapore, Indonesien, Indien, kolonimagterne og Malaysia. Typiske råvarer i køkkenet er kokosmælk, kaffir lime-blade, laksablade, tofu, galangarod, chili, gurkemeje og tamarind, og så den lange række af meget specifikke, uhyre aromatiske krydderi– og krydderurtepastaer, de såkaldte Sambals.
AT SPISE SAMMEN
I Singapore har man et udtryk “Makan Kaki” der betyder “at spise sammen”, og som er en opfordring til bekendte, venner og familie om at nyde et måltid i fællesskab. Når man bestiller maden, er det hver gæsts bidrag til måltidet at bestille præcis den eller de retter, man mener er den største nydelse, og som man kan dele med sine medspisere. Vi er ekstra glade, når maden bestilles i den ånd også her på namnam!